Opskrift
Rugbrød med hvedesurdej
Din hvedesurdej kan selvfølgelig også bage rugbrød. Opskriften her giver dig et mørkt, blødt og smagfuldt surdejsrugbrød. Begynd med en surdejsfodring dagen/aftenen før din planlagte rugbrøds-bagning.
Fremgangsmåde:
Dagen før bagning:
Tag 50 g fra din hvedesurdej og kom det i et nyt glas. Din hvedesurdej fodrer du, som du normalt ville gøre. Du har nu to surdeje. En med rug og en med hvede. I hvertfald det næste halve døgn.
Til det nye glas med 50 g hvedesurdej tilsætter du nu 100 g Rugmel Fuldkorn eller Rugmel Sigtet og 100 g vand. Lad surdejen stå natten over (Alternativt til den er hævet til ca. dobbelt størrelse).
Bagedagen:
Din rug-surdej er nu hævet til mere end dobbelt størrelse og er klar til bagning.
Kom 5-kerneblanding og knækkede/valsede rugkerner i en skål og overhæld dem med 200 g kogende vand. Lad blandingen trække i ca. 1 time.
Tilsæt de øvrige ingredienser og rør det hele sammen til en ensartet masse (ca. 3-5 min. på køremaskine med K-spade).
Kom dejen i en 2 L rugbrødsform, glat toppen med et våd ske og drys evt. topping på dejen. Læg et fugtigt klæde henover så toppen ikke bliver tør.
Rugbrødsdejen skal nu hæve til den fylder ca. 80 % af formen og har ca. 5 små huller (på størelse med knappenålshoveder) i toppen. Det tager ca. 4 timer, men det er meget afhængigt af bl.a. temperatur – hold øje med din dej.
Når rugbrødet er færdighævet sættes det i en forvarmet ovn på 175-180 grader (alm. ovn). Her bages det i 1 time og 20 min. Mål evt. kernetemperatur inden du tager brødet ud af ovnen. Et færdigbagt rugbrød skal være 98-99 grader.
Afkøl brødet på en rist.
Print opskrift