Opskrift
Ølandshorn – Brødblanding
Twist på brødblandinger med ølandsboller – Nemme og kernerige ølandshorn
Disse horn er udviklet som et alternativ til den traditionelle rugbrødsmad i madpakken. De er smagfulde, mættende og lækre. Opskriften kan både koldhæves – med eller uden surdej – eller laves samme dag med gær.
Tip: Ølandshorn kan sagtens fryses med henblik på genopvarmning inden madpakken skal smøres. I dette tilfælde anbefaler vi, at hornene pakkes i poser, når de er næsten afkølede. På den måde bevares fugten bedst under nedfrysningen.
Hornene bør tø op, inden de genopvarmes. Tag dem for eksempel ud af fryseren om aftenen, og lad dem tø op i posen på køkkenbordet natten over. Varm derefter hornene i en 220 °C varm ovn i ca. 5 minutter – så vil de være næsten som nybagte.
Og skal hornene med i madpakken – så er genopvarmning slet ikke nødvendigt. Tag dem blot ud af fryseren om aftenen, pak dem i en pose eller madkasse, som sættes i køleskabet natten over. Så er den klar til at tage med og nyde til frokost.
Sådan bager du Ølandshorn med korn, pesto og ost
Røremaskine giver det bedste resultat – men dejen kan også æltes med hænder.
Fremgangsmåde, koldhævet og med surdej:
Opløs gæren i koldt vand. Ønsker du at benytte surdej tilsættes den nu. Tilsæt herefter brødblandingen, og rør/ælt ingredienserne sammen i ca. 1 min. Til det er en homogen masse. Lad det hvile i 20-40 minutter.
Nu skal dejen æltes færdig. Bruger du røremaskine anbefaler vi først 3 min. ved medium hastighed efterfulgt af 2 min. ved høj hastighed. Bruger du dine hænder til at ælte med, skal du ælte i ca. 5 min.
Det vigtigste er dog at holde øje med din dej. Den er færdigæltet, når den slipper skålen, og fremstår blank.
Kom dejen i en smurt skål, dæk den til og lad den hvile i 30-60 min. ved stuetemperatur. Sæt den herefter på køl i 8-12 timer.
Dagen efter: Dejen tages ud fra køl. Drys en gavmild mængde mel på køkkenbordet, og vend dejen ud af skålen. Form forsigtigt dejen til en kugle, og drys mel på toppen. Brug en kagerulle til at rulle dejen ud til en ”pizza-form” med en tykkelse på ca 3-5 mm. Vær hele tiden opmærksom på at drysse med mel og vende dejen, så den ikke klistrer til bordet.
Smør nu dejen med pesto og drys med revet ost. Dejen skæres/hakkes ud som en pizza. Ønsker du store horn skal du dele dejen i 8 slices, og ønsker du mindre horn er målet 16 slices. Tril hornene udefra og ind mod midten, og sæt dem på en plade med ’snippen’ nedad. Smør hornene med pisket æg eller mælk, og bag dem omgående i en forvarmet ovn ved 200°C varmluft, gerne med damp, i ca. 14-18 min.
Hvis du har en traditionel ovn, kan du skabe damp, ved at sætte et ildfast fad i bunden af ovnen og lade det varme op samtidig med ovnen. Når du sætter bagværket ind, hælder du kogende vand ned i det ildfaste fad – på den måde skaber du damp.
Dampen skal kun være til stede de første minutter af bagningen. Har du ikke en dampovn, kan du kort åbne ovnlågen efter ca. 1-3 minutter for at lukke overskydende damp ud. Dampen holder overfladen fugtig, så brødet ikke danner skorpe for tidligt og dermed får bedre mulighed for at hæve i ovnen.
Fremgangsmåde med gær:
Opløs gæren i lunkent vand. Tilsæt herefter brødblandingen, og rør/ælt ingredienserne sammen i ca. 1 min. Til det er en homogen masse. Lad det hvile i 20-40 minutter.
Nu skal dejen æltes færdig. Bruger du røremaskine anbefaler vi først 3 min. ved medium hastighed efterfulgt af 2 min. ved høj hastighed. Bruger du dine hænder til at ælte med, skal du ælte i ca. 5 min.
Det vigtigste er dog at holde øje med din dej. Den er færdigæltet, når den slipper skålen, og fremstår blank.
Lad dejen hvile overdækket på et meldrysset bord i 45-120 min. ved stuetemperatur.
Form forsigtigt dejen til en kugle, og drys mel på toppen. Brug en kagerulle til at rulle dejen ud til en ”pizza-form” med en tykkelse på ca 3-5 mm. Vær hele tiden opmærksom på at drysse med mel og vende dejen, så den ikke klistrer til bordet.
Smør nu dejen med pesto og drys med revet ost. Dejen skæres/hakkes ud som en pizza. Ønsker du store horn skal du dele dejen i 8 slices, og ønsker du mindre horn er målet 16 slices. Tril hornene udefra og ind mod midten, og sæt dem på en plade med ’snippen’ nedad. Lad hornene efterhæve på pladen i ca 30-45 min, og pensl dem efterfølgende med pisket æg eller mælk.
Bag hornene i en forvarmet ovn ved 200°C varmluft, gerne med damp, i ca. 14-18 min.

Print opskrift