Opskrift
Kernerige Koldhævede Ølandsboller – brødblanding
Økologiske, kernerige, koldhævede Ølandsboller – nem opskrift
Det er nemt at bage økologiske, kernerige, koldhævede Ølandsboller med Mejnerts brødblanding. Du skal blot røre dejen sammen, lade den hvile og sætte den på køl natten over. Næste dag er dejen klar til at blive formet og bagt – så du kan nyde friskbagte morgenboller med masser af smag.
Brødblandingen kombinerer stenformalet ølandshvedemel med hvedemel, hvedeklid, knækkede og valsede hvedekerner samt hørfrø. Det giver saftige og mættende boller med masser af struktur, bid og en dejlig smag af kerner.
Det bedste resultat får du ved at koldhæve dejen. Den lange, kolde hævning giver smagsnuancerne i det stenformalede Ølandsmel tid til at udvikle sig og bidrager samtidig til en saftig krumme, god struktur og sprød skorpe.
Og det bedste af det hele? Du skal blot tilsætte vand og gær – og eventuelt surdej. Rør dejen sammen om aftenen, og bag friske, kernerige Ølandsboller næste morgen.
Sådan bruger du vores brødblanding: Kernerige, koldhævede Ølandsboller
Røremaskine giver det bedste resultat – men dejen kan også røres med gaffel eller hænder.
Opløs gæren i koldt vand. Ønsker du at benytte surdej, tilsættes den nu. Tilsæt herefter brødblandingen, og rør/ælt ingredienserne sammen i ca. 1 min. Til det er en homogen masse. Lad det hvile i 20-40 minutter.
Nu skal dejen æltes færdig. Bruger du røremaskine anbefaler vi først 3 min. ved medium hastighed efterfulgt af 2 min. ved høj hastighed. Bruger du dine hænder til at ælte med, skal du ælte i ca. 5 min. Det vigtigste er dog at holde øje med din dej. Den er færdigæltet, når den slipper skålen, og fremstår blank.
Kom dejen i en smurt skål, dæk den til og lad den hvile i 30-60 min. ved stuetemperatur. Sæt den herefter på køl i 8-12 timer.
Dagen efter: Dejen tages ud fra køl. Drys en gavmild mængde mel, hvedeklid eller kerner på køkkenbordet, og vend dejen ud af skålen. Hak/del nu dejen op til boller, og sæt dem på en plade. Bag omgående bollerne i en forvarmet ovn ved 220°C varmluft, gerne med damp, i ca. 14-18 min.
Hvis du har en traditionel ovn, kan du skabe damp, ved at sætte et ildfast fad i bunden af ovnen og lade det varme op samtidig med ovnen. Når du sætter bagværket ind, hælder du kogende vand ned i det ildfaste fad – på den måde skaber du damp.
Dampen skal kun være til stede de første minutter af bagningen. Har du ikke en dampovn, kan du kort åbne ovnlågen efter ca. 1-3 minutter for at lukke overskydende damp ud.
Dampen holder overfladen fugtig, så brødet ikke danner skorpe for tidligt og dermed får bedre mulighed for at hæve i ovnen.
Print opskrift






