Familien Mejnertsen
Det hele startede i 1987
Anne og Niels Mejnertsen var kun i 20 érne, da de i 1987 etablerede sig som landmænd med en mindre svinebesætning og 7 ha på Nyvangsgården ved Jyderup. Siden har virksomheden været under konstant udvikling. I 1993 købte Anne og Niels Viskingegården, med tilhørende 215 ha. I 1999 blev markdriften omlagt til økologi og i 2005 stod det store kornlager færdigt.
“Vi havde længe haft en drøm om at fremstille vores eget mel, så vi kunne bage brød af egen avl. I foråret 2005 begyndte vi at realisere denne drøm” – Anne Mejnertsen
I december 2007 gik de i gang med at bygge et nyt kornbehandlingsanlæg og mølleri. Mejnerts Mølle stod færdig og produktionsklar i august 2009. Herefter startede Mejnerts med at male deres eget korn.
Møllen fik i 2012 en opgradering og fik installeret endnu en pakkemaskine med tilhørende robot til palletering.
I 2018 gennemførte familien generationsskifte, hvor sønnerne Kasper og Peter købte sig ind i virksomheden.
Mejnerts bliver i dag drevet af Anne, Niels, Kasper og Peter i fællesskab.